Nogle af de seneste europæiske kernekraftprojekter er gået over budget og har oplevet forsinkelser. Det skyldtes ofte førstegangsdesigns (FOAK), tabt knowhow, fraværet af standardiserede designs samt politisk og folkelig modstand, der skabte lange og komplekse godkendelsesprocesser.

Erfaringer fra blandt andet Frankrig i 1980’erne-1990’erne eller Sydkorea i de seneste år, viser imidlertid, at standardiserede designs, stabile rammevilkår og regelgrundlag, og politisk opbakning kan forkorte byggetiden og reducere omkostningerne betydeligt. .

Sol, vind og kernekraft kan samtidig ikke sammenlignes direkte på produktionspris (LCOE). Det følger af, at  et energisystem skal balanceres hele døgnet rundt, og det er derfor afgørende at se på de samlede systemomkostninger for forbrugere og virksomheder, dvs. udgifter til produktion, fleksibilitet, backup kapacitet og nettilslutning samlet set. Når man ser på de samlede systemomkostninger, vurderer flere europæiske analyser i 2025 fra bl.a. EU-Kommissionen og Det Internationale Energiagentur (IEA), at i systemer med høj andel af vedvarende energi, kan en kombination med vedvarende energi og kernekraft i samspil være konkurrencedygtigt, og ofte billigere end at satse på vind og sol inklusiv lagring og backup.

Kernekraft leverer stabil og regulerbar energi, som kan supplere vind og sol og i sidste ende holde de samlede omkostningerne nede på et konkurrencedygtigt niveau. Scenarier fra IEA viser, at energisystemer med kernekraft typisk kræver mindre backup og færre investeringer i udbygningen af elnettet sammenlignet med systemer, der udelukkende skal balancere vedvarende energikilder med lagring, fleksible fossile anlæg og lange transmissionsforbindelser.

Det Internationale Energiagentur (IEA) vurderer, at netomkostninger udgør 10 til 30 procent af el-systemets omkostninger og stiger markant, når andelen af sol og vind vokser. Jo højere andel, jo hurtigere stiger omkostningerne, især pga. behov for nye forbindelser og netforstærkninger.

I dag leverer kernekraft omkring 25 procent af hele EU’s elektricitet og er dermed EU’s største lavemissions energikilde i det europæiske elnet efterfulgt af vandkraft, vind og sol. Kernekraft er således det stabile fundament, som den europæiske energiforsyning hviler på. I et grønt og bæredygtigt energisystem, der lever op til EU’s klimamål og taksonomiforordning, kan kernekraft fungere som et stabilt, lavemissions fundament, der sammen med vedvarende energi muliggør et konkurrencedygtigt og pålideligt europæisk energisystem.